Monthly Archive for August, 2008
I foråret 2008 var jeg på den mest fantastiske tur. Jeg besøgte min søn Christian, der arbejder for Dacaar i Afghanistan. Han bor i Kabul og arbejder på Dacaars kontor. Af og til kommer han rundt i landet for at se og beskrive Dacaars projekter, som primært går ud på at skaffe rent drikkevand til landsbyerne og til igangsætning af landbrugsprojekter. Med på turen var min anden søn Søren. Vi mellemlandede i Istanbul og havde valgt at være der i fire dage.
Her følger tre blokke med billeder, fotograferet af Søren, Christian og mig selv.
Den første er fra Istanbul, hvor der er utrolig smukt. Der er en masse at se, og det er ‘den bløde overgang’ inden det endelige mål, Kabul. Vi boede i den gamle, historiske bydel, Sultaminet. Billedet herunder er af ‘Den blå moske’, som er oplyst om aftenen ligesom ‘Mosaikmuseet’, der ligger lige ved siden af. Når der bliver kaldt til bøn, er det næsten somom de to moskeer konkurrerer om at lyde højest.
Se billedalbummet fra Istanbul ved at klikke her.
Den anden blok er fra Kabul, hvor vi boede hos Christian og kørte meget rundt. Vi gik ikke så meget af sikkerhedshensyn. Dog var vi ude at se en gade, der fungerer som fuglemarked, en meget speciel oplevelse. Byen ligger omkranset af bjerge, så den naturlige aftentur er at køre opad og derfra nyde det flotte syn ud over byen med sneklædte bjerge i baggrunden. Vi så også museer, der som regel er under genopbygning.
Se billedalbummet fra Kabul ved at klikke her.
Den tredie blok er fra Bamiyan og Band-e-Amir. Bamiyan er en by nordvest for Kabul. Vi fløj med helikopter derop og kom til den dejligste dal. Der er de huler i klipperne, hvor der engang har været de Buddha-statuer, som Taleban sprængte væk i 2001. Der er universitet i byen og derfor mange unge mennesker. Men byen ligner mest en landsby uden ret meget asfalt og luksus. Band-e-Amir er et område med mineralrige søer. Fantastisk smukt og nu udnævnt til nationalpark i Afghanistan.
Se billedalbummet fra Bamiyan og Band-e-Amir ved at klikke her.