Diagnose
Første gang du kommer i klinikken, bliver der startet en journal. Ud fra spørgsmål og tungediagnose stilles der en kinesisk diagnose. Hvis du har nåleskræk, er det muligt at behandle dig uden akupunktur.
Der er selvfølgelig tavshedspligt på klinikken.
Almen smertelindring – nakke, ryg og svimmelhed
Ved smerter i hoved, arme, nakke og ryg gives der aktuel massage, nakken rettes forsigtigt med muskelmanipulation og man får akupunktur. Afslutning med zoneterapi er tit nødvendig. Hvis nakkesmerterne har været der længe, kan der være svimmelhed, kvalme og hovedpine. Har man ondt længere nede i ryggen, kan man få mavesmerter, ondt i hofterne og i benene.
Støttebehandling til kræftpatienter
Der arbejdes med forskning på www.kufab.dk, der viser, hvilken betydning og virkning akupunktur og zoneterapi har på brystkræftpatienter.
Klinikkens egen erfaring er, at behandlingen er en stor hjælp for at komme godt igennem kemoterapi og strålebehandling. Desuden giver personlig erfaring en meget stor forståelse for kræftpatienter.
Samtale
Den personlige samtale indgår som en naturlig del i de fleste behandlings-forløb, idet det psykologiske aspekt er en vigtig del af både forståelsen af mange diagnoser og behandlingen af dem – for klienten selv såvel som for mig som behandler.
Psykiske problemer
Der kan ske mange ting i livet, og om vinteren mangler vi alle lys og sol. Er man påvirket af dette, kan man let ryge i en depression. Akupunktur, zoneterapi og god tid til at lytte er godt til lettere tilfælde af depressioner og bevirker, at man igen kan finde de lyse sider i tilværelsen.
Spædbørn
Mange børn har kolik i de første måneder. Der er lavet forskning, der underbygger, at zoneterapi hjælper kolikbørn. Der har gennem årene været mange børn i klinikken, og det er en fornøjelse at se barnet og dermed hele familien slappe af efter nogle få gange zoneterapi.
Børn med øreproblemer
Også ved denne type lidelse går zoneterapien rent ind. Forældrene kan måle det på hørelsen og lægen kan måle, om der efter få behandlinger stadigvæk er væske på mellemørerne.
Behandlingen af børn foregår i en rar atmosfære. Der er legetøj og børnebøger til stede. Forældrene må gerne læse historier, og de må også gerne have lidt ’bestikkelse’ med, ellers findes der også dette på klinikken.
Børn med eksem og andre problemer behandles også i klinikken.
Fordøjelsesproblemer og gigtsygdomme
Disse vil normalt blive behandlet med en kombination af zoneterapi og akupunktur. Ved kroniske gigttilstande kan man opnå en væsentlig bedre livskvalitet med disse behandlinger.
Barnløshed
Et kursus i 2007 hos dr. Qunhui Mao, der til daglig arbejder med barnløshed behandlet med akupunktur, har givet en fantastisk viden inden for dette område.
Ved barnløshed findes der ud af, om begge parter har problemer. I givet fald behandles de begge med zoneterapi og akupunktur.
Ved kvinden vil der af og til blive gjort brug af Moxa, da dette giver en god varmende effekt i hele underlivsområdet.
Allergi
Dette er der god erfaring med at behandle med akupunktur. Fire til seks behandlinger vil hjælpe mange igennem forår og sommer uden gener.
Tobaksafvænning
En oplagt brug af akupunktur er tobaksafvænning. Der gives øreakupunktur efter NADA-metoden, som er udviklet i USA og meget effektiv ved afhængighedsproblemer.
Rådgivning
Du kan få rådgivning om livsstil, kost, vitaminer og mineraler. Desuden kan behandlingen suppleres med kinesisk urtemedicin.
Ifølge kinesisk tankegang er bestemte fysiske lidelser forbundet med tilsvarende psykiske tilstande. Behandlingen vil derfor også hjælpe på disse.